Målinger og resultater ved eksperimentel søvnmangel

Når forskere undersøger søvnmangel i kontrollerede forsøg, anvender de standardiserede kognitive test, hormonanalyser og selvrapporterede spørgeskemaer for at kvantificere kroppens reaktioner. Formålet med sådanne laboratorieforsøg er at isolere specifikke parametre, herunder reaktionstid, opmærksomhedssvigt, glukosestofskifte og appetitregulerende hormoner under præcise tidsmæssige rammer. Herved adskiller den eksperimentelle tilgang sig fra kliniske overvejelser om diagnoser og rådgivning.

PVT-testen og registrering af opmærksomhedsudfald

Psykomotorisk vagttest, ofte forkortet til PVT, er en opgave baseret på reaktionstid, som en metodeartikel fra 2011 beskriver som et af de mest udbredte redskaber til at måle adfærdsmæssig årvågenhed. Hos 74 raske voksne i alderen 22 til 45 år, der blev testet med en 10 minutters PVT hver anden time enten gennem 33 timer uden søvn eller over 5 nætter med 4 timer i sengen, adskilte parametre baseret på udfald og responshastighed de søvndepriverede fra udhvilede deltagere med høje effektstørrelser, mens gennemsnitlig og median reaktionstid viste lave til moderate effektstørrelser, og forfatterne anbefalede målinger af udfald og responshastighed som de primære endemål for testen. ^[1]

Opmærksomhed, ræsonnement og humør i metaanalyserne

Forskellige kognitive domæner reagerer ikke ens på mangel på nattesøvn. En metaanalyse fra 2010 af kortvarig total søvndeprivation under 48 timer omfattede 70 artikler med 147 kognitive test i seks kategorier. Effektstørrelserne varierede fra små og ikke-signifikante for ræsonneringsnøjagtighed (g = -0,125) til store for udfald i simpel opmærksomhed (g = -0,776). Af de testede moderatorer forudsagde kun tid i vågen tilstand signifikant variationen mellem studier, og kun for nøjagtighedsmål. ^[2]

CIBDOL · Opmærksomhed, ræsonnement og humør i metaanalyserne

Spørgeskemaer om humør viser ofte endnu større udsving end opgavepræstationer. En metaanalyse fra 1996 opsummerede 19 originale studier, 143 undersøgelseskoefficienter og en samlet stikprøve på 1.932 deltagere, hvor resultaterne antydede, at søvndeprivation generelt svækker menneskelig funktion markant. Analysen fandt, at humør blev påvirket mere end både kognitiv og motorisk præstation, og at partiel søvndeprivation havde en mere udtalt virkning på funktionsevnen end både langvarig og kortvarig søvndeprivation. ^[3]

En uges søvnbegrænsning og individuelle forskelle

I et laboratoriestudie fra 1997 fik 16 raske unge voksne deres søvn begrænset til et gennemsnit på 4,98 timer per nat i syv på hinanden følgende nætter, hvor de tre gange dagligt vurderede søvnighed, udfyldte et humørspørgeskema og gennemførte PVT. Vurderinger af søvnighed, spørgeskemaets scorer for træthed, forvirring, spænding og samlet humørforstyrrelse samt hyppigheden og varigheden af PVT-udfald udviste alle statistisk robuste kumulative ændringer over dagene med begrænsning, med en signifikant stigning i antallet af udfald. Hos en delmængde af deltagerne så restitutionen efter disse forringelser ud til at kræve to hele nætters søvn. ^[4]

Mennesker reagerer samtidig forskelligt under ensartede betingelser. Et laboratoriestudie fra 2004 undersøgte 21 raske voksne i alderen 21 til 38 år under 36 timers total søvndeprivation ved tre separate lejligheder med mindst to ugers mellemrum. Forskelle mellem individer i graden af funktionsnedsættelse var systematiske og stabile inden for den enkelte person og betragtelige i sammenligning med effekten af den forudgående uges søvnbegrænsning, som forsøget også manipulerede. Forskellene blev ikke forklaret af udgangsniveauet eller andre undersøgte prædiktorer, og de samlede sig i tre dimensioner: selvvurderet søvnighed, træthed og humør, kognitiv bearbejdning samt vedvarende opmærksomhed. ^[5]

Glukosetolerance og appetithormoner i kontrollerede forsøg

Ud over kognitive målinger er fysiologiske markører blevet undersøgt i mindre kohorter. I et studie fra 1999 med 11 unge mænd blev målinger foretaget efter 6 nætter med 4 timer i sengen sammenlignet med målinger efter 6 restitutionsnætter med 12 timer i sengen. Under den begrænsede tilstand var glukosetolerance og thyrotropinkoncentrationer lavere, aftenkortisol var højere, og aktiviteten i det sympatiske nervesystem var øget. Forfatterne beskrev de metaboliske og endokrine virkninger som svarende til de forandringer, der observeres ved normal aldring. ^[6]

Appetitreguleringen ændrer sig også i laboratoriet. I et randomiseret overkrydsningsstudie med 12 raske mænd med en gennemsnitsalder på 22 år blev to dages søvnbegrænsning sammenlignet med to dages forlænget søvn under kontrolleret kalorieindtag og fysisk aktivitet. Begrænsningen var forbundet med 18 procent lavere leptin, 28 procent højere ghrelin, 24 procent mere sult og 23 procent mere appetit, især efter kalorietætte fødevarer med et højt kulhydratindhold. Forfatterne angiver som begrænsninger, at kun 12 unge mænd deltog, og at energiforbruget ikke blev målt. ^[7]

Betingelser og rækkevidde for laboratorietal

De ovennævnte forsøg med PVT, restriktion og gentaget deprivation blev gennemført under kontrollerede laboratorieforhold hos raske voksne, og de to metaboliske studier i grupper på 11 og 12 unge mænd. Deres tal beskriver disse stikprøver under netop disse forhold og formidles her som forskningsresultater, ikke som forudsigelser for den enkelte læser.

Denne artikel beskriver, hvad forsøg med søvndeprivation har målt. Den er ikke en symptomtjekker, stiller ingen diagnoser, og enhver, der er bekymret for sin egen søvn eller funktion i dagtimerne, bør tale med sin egen læge.