Bifasisk søvn og historien om nattens opdeling

Bifasisk søvn betegner et mønster, hvor søvnen er delt i to adskilte perioder inden for et døgn, enten som en nattesøvn opdelt i to etaper eller som en nattesøvn suppleret med en lur midt på dagen. I historisk forskning og offentlig debat har der været udbredt interesse for, om fortidens mennesker sov i to omgange før indførelsen af kunstigt lys, og om opdelte mønstre har fysiologiske fordele for moderne mennesker. Videnskabelige undersøgelser viser dog et mere sammensat billede, hvor feltstudier i traditionelle samfund peger i forskellige retninger, og gennemgange af ekstreme søvnskemaer ikke finder dokumentation for gavnlige virkninger.

Begreberne bag opdelt søvn

En oversigt fra 2025 bruger betegnelsen bifasisk søvn om søvn opdelt i to perioder over det 24-timers døgn, og monofasisk søvn om en enkelt uafbrudt nattesøvn. Oversigten opstiller en hypotese og en ramme, der har til hensigt at give anledning til ny forskning i bifasiske skemaer. ^[8]

En konsensuspanelrapport fra 2021 definerede polyfasisk søvn som fordelingen af adskillige korte søvnepisoder over det 24-timers døgn frem for én stor søvnperiode og eventuelt en enkelt mindre lur hver dag. Rapporten anførte, at forekomsten af polyfasisk søvn er ukendt. ^[1] Historikere anvender ofte udtrykket segmenteret søvn om den særlige model, hvor en natlig hvileperiode afbrydes af en vågen pause på en eller flere timer.

Historikeren Ekirchs tese om to søvne

Historikeren A. Roger Ekirch, som har skrevet om udbredelsen af segmenteret søvn i det førindustrielle Europa, beskrev i et brev fra 2016 dette mønster som almindeligt over hele det førindustrielle Europa gennem hele året og ikke kun på lange vinternætter, og skrev, at det for førindustrielle europæere blev anset for helt naturligt at vågne kort før midnat eller senere. Han tilføjede, at længere dagslys om sommeren forsinkede søvnens begyndelse og tidspunktet for første opvågning med højst en time. ^[3]

CIBDOL · Historikeren Ekirchs tese om to søvne

I det samme brev citerede Ekirch optegnelser om en første og anden søvn uden for Europa, blandt andet et feltstudie offentliggjort i 1953, der rapporterede, at tiv-folket, som er subsistensbønder i det centrale Nigeria, brugte udtrykkene første søvn og anden søvn som traditionelle tidsintervaller. Han tilskrev den konsoliderede nat i industrialiserede vestlige samfund til kunstig belysning og ændrede kulturelle holdninger under den industrielle revolution, og skrev, at han ikke argumenterede for, at segmenteret søvn havde været det fremherskende mønster blandt alle førindustrielle folk uden for Vesten. ^[3]

Feltstudier og laboratorieforsøg med mørke

Et studie fra 2015 af søvn i tre førindustrielle samfund fandt søvnperioder på gennemsnitligt 6,9 til 8,5 timer, med søvnvarigheder på 5,7 til 7,1 timer. Søvnperioden blev ikke afbrudt af længere vågne perioder, og lure blev registreret på under 7 procent af dagene om vinteren og under 22 procent af dagene om sommeren. ^[4]

Et studie fra 2017 i et landbrugssamfund på Madagaskar uden elektricitet fulgte 21 deltagere med aktigrafi over i alt 292 dage. Befolkningen sov 6,5 timer pr. nat og tog en lur på 89 procent af de registrerede dage, og en spidsbelastning i aktivitet efter midnat forekom på 49 procent af nætterne, hvilket forfatterne beskrev som værende i overensstemmelse med segmenteret søvn. ^[5]

I et eksperiment offentliggjort i 1992, hvor deltagerne blev flyttet fra en daglig lysperiode på 16 timer til en på 10 timer, udvidede deres søvnepisoder sig og delte sig sædvanligvis op i to perioder af flere timers varighed med et vågent interval på 1 til 3 timer imellem sig. Varigheden af melatoninudskillelsen om natten udvidede sig også. ^[6]

Historisk debat og moderne polyfasiske skemaer

En artikel fra 2023 i et medicinhistorisk tidsskrift genundersøgte de videnskabelige, antropologiske og tidligmoderne litterære kilder bag teorien om segmenteret søvn. Den bemærkede, at medierapporter havde præsenteret segmenteret søvn som potentielt mere naturlig og sundere end sammenhængende søvnblokke, og spurgte, om kilderne måske støtter modeller for tidligmoderne søvn, der ikke er præget af opdeling, samtidig med at den anerkendte, at enhver sådan model er begrænset og usikker. ^[7]

Til den rapport gennemgik panelet 40.672 potentielt relevante publikationer, vurderede 2.023 i fuld tekst og beholdt 22 relevante artikler, idet skemaer baseret på middagslure og siesta blev udelukket fra undersøgelsens omfang. Det fandt ingen evidens, der støtter fordele ved at følge polyfasiske søvnskemaer, og dets konsensusvurdering var, at disse skemaer, samt det søvnunderskud der er forbundet med dem, hænger sammen med en række uheldige fysiske, mentale og præstationsmæssige udfald. ^[1]

I et prospektivt studie blev ti unge, raske frivillige begrænset til én 20-minutters mulighed for en lur for hver 4 timer, svarende til seks søvnepisoder pr. 24 timer, et skema der gav en samlet søvntid på cirka 2 timer i døgnet. Alle undtagen én person stoppede i løbet af den første måned, og den tilbageværende deltager, en 25-årig mand, overholdt skemaet i fem af de otte planlagte uger. ^[2]

Hormonresultaterne fra det studie stammer fra den ene deltager, som blev i forsøget, sammenlignet med hans egne målinger under almindelig monofasisk søvn og uden en statistisk test. Hans udskillelse af kortisol og melatonin i blodet syntes uforandret, mens hans udskillelse af væksthormon faldt med over 95 procent. Forfatterne skrev, at ingen af de frivillige kunne tolerere de planlagte otte uger, på trods af at de udviste en usædvanlig motivation. ^[2]

Denne artikel beskriver de historiske optegnelser og hvad de citerede studier har målt. Den anbefaler ikke noget søvnskema.