Hvor længe kan man være vågen uden søvn

Spørgsmålet om hvor længe kan man være vågen besvares bedst gennem konkrete registreringer frem for en fast biologisk grænse. Hver tidsangivelse stammer fra en specifik person eller en afgrænset forsøgsgruppe, og tallene udgør hverken anbefalinger eller sikre tærskler.

Sagen fra 1964 og de tidlige observationer

I 1964 forblev den californiske studerende Randy Gardner vågen i 264 timer, svarende til 11 døgn, mens forskere observerede ham undervejs. Guinness World Records beretter at hans rekord blev slået to uger senere. Uafhængigt heraf nævner et systematisk review fra 2018 over søvndeprivationsstudier et laboratorietilfælde med en enkelt person på 264 timer, rapporteret i 1965, som den længste varighed blandt de 21 inkluderede studier ^[2][1].

Som Guinness World Records genfortæller forløbet i 1964, bemærkede søvnforskeren William Dement at Gardners analytiske evner, sanseopfattelse, motivation, hukommelse og motoriske kontrol var påvirket i varierende grad, mens John Ross, der observerede ham tidligere under forsøget, rapporterede om hallucinationer, vrangforestillinger og et ekstremt kort opmærksomhedsspænd på fjerdedagen ^[2].

Længere registreringer og forbeholdet om mikrosøvn

Guinness World Records overvåger ikke længere rekorden for længst tid uden søvn under henvisning til de iboende farer ved søvnmangel. Den seneste indehaver på organisationens liste er Robert McDonald med 453 timer og 40 minutter i 1986, og ingen person vides at have overgået dette tal siden ^[2].

CIBDOL · Længere registreringer og forbeholdet om mikrosøvn

Enhver langvarig rekord rummer et forbehold om mikrosøvn. Guinness World Records angiver dette fænomen som en grund til at rekorden ikke kan overvåges, idet kortvarige udfald med få sekunders søvn ikke kan registreres nøjagtigt uden kontinuerlige fysiologiske målinger, og organisationen skriver at Dement senere accepterede at Gardner sandsynligvis oplevede sådanne episoder trods konstant overvågning. Et narrativt review fra 2025 beskriver mikrosøvnebrakter som korte indtrængen af søvn i vågentilstanden som standardiseret klinisk scoringspraksis overser, og forbinder dem med opmærksomhedssvigt ^[2][3].

Historiske målinger over flere døgn

Størstedelen af den viden der findes om adskillige døgn uden søvn stammer fra ældre undersøgelser. Forfatterne til et systematisk review fra 2018 skriver at forsøg med mere end to nætter uden søvn, som var udbredte i første halvdel af det tyvende århundrede, ikke længere gennemføres fordi de anses for uetiske og i de fleste lande er forbudt ved lov, hvorfor forfatterne genså historiske studier bestående af 21 undersøgelser af raske personer der beskriver perceptuelle og psykologiske virkninger af søvntab fra 24 timer op til 11 nætter ^[1].

I dette review optrådte forandringerne i en næsten fast rækkefølge som den vågne tid steg. Alle studier på nær ét rapporterede om perceptuelle forandringer. Perceptuelle forvrængninger, angst, irritabilitet, depersonalisation og tidsmæssig desorientering begyndte inden for 24 til 48 timers søvnmangel, komplekse hallucinationer og tankeforstyrrelser fulgte efter 48 til 90 timer, og vrangforestillinger viste sig efter 72 timer. Visuelle forandringer var de mest konsistent rapporterede, efterfulgt af kropslige fornemmelser og dernæst hørelsen ^[1].

En periode med normal søvn opløste symptomerne i mange men ikke alle de gennemgåede tilfælde. Nogle deltagere udviste eftervirkninger i dage eller uger efter et studie var afsluttet, opfølgningen varierede fra 1 dag til 6 måneder, og reviewets forfattere vurderede datamængden utilstrækkelig til at afgøre hvor megen restitutionssøvn der kræves ^[1].

De første døgn og opmærksomhedstab

Målbare reaktioner indtræffer længe før en rekordforsøgsproces. I et studie med 39 personer, heraf 30 fra transportsektoren og 9 fra militæret, testet over 28 timer uden søvn og separat efter afmålte mængder alkohol, svarede præstationen på visse prøver efter 17 til 19 timer uden søvn til eller var dårligere end ved en promille på 0,5, med reaktionshastigheder op til 50 procent langsommere på visse prøver. Efter længere tidsrum uden søvn nåede præstationen niveauer svarende til den højeste givne alkoholdosis på cirka 1 promille ^[4].

En metaanalyse af 70 artikler med 147 kognitive tests, alle omhandlende total søvndeprivation under 48 timer, fandt effekter der spændte fra små og ikke-signifikante for ræsonneringsnøjagtighed til store for udfald i simpel opmærksomhed. Blandt de undersøgte moderatorer var det udelukkende vågen tid der udgjorde en signifikant prædiktor for forskellene mellem studierne, og udelukkende for nøjagtighedsmålene ^[5].

I et laboratoriestudie med 48 raske voksne i alderen 21 til 38 år, der sammenlignede 14 dage med begrænset søvn med 3 nætter uden søvn overhovedet, steg svigt i årvågenhed næsten lineært med den akkumulerede vågentid ud over cirka 15,84 timer, uanset hvordan søvntabet opstod, og 3 nætter uden søvn frembragte uforholdsmæssigt store udslag i forhold til den tabte søvnmængde. I grupperne med begrænset søvn steg vurderingen af søvnighed kun svagt efter de første døgn, hvilket forfatterne tolkede som at deltagerne stort set var ubevidste om deres tiltagende funktionssvigt ^[6].