Endocannabinoider: anandamid, 2-AG og enzymerne

Planten udefra, kroppen indefra

1. Cannabinoider fra hamp kommer ind i kroppen udefra. Endocannabinoider dannes inde i kroppen selv, og begge grupper mødes ved samme receptorfamilie. Forstavelsen endo er hele forskellen mellem de to ord, og den er værd at holde fast i, når litteraturen læses.
2. To af dem står med navn, årstal og en publikation bag sig. Anandamid blev isoleret i 1992 [1]. 2-AG blev identificeret i 1995 [2]. På det punkt er der ingen grund til forbehold.
3. Anandamid var den første, der blev beskrevet. Isoleringen i 1992 skete fra hjernevæv, og molekylet blev netop fundet ved sin binding til cannabinoidreceptoren [1].
4. Tre år senere kom 2-AG. Sugiura og kolleger noterede i 1995 2-arachidonoylglycerol som en mulig endogen ligand for cannabinoidreceptoren, fundet i hjernevæv [2].
5. Parret anandamid og 2-AG er det, oversigterne vender tilbage til. Flere beslægtede lipider er foreslået som endocannabinoider, og de står fortsat som materiale under undersøgelse.
6. Efter frigivelsen ligger bindingsstederne tæt på: cannabinoidreceptorer på celler i nærheden. Det gælder både anandamid og 2-AG, og det er en af de oplysninger, der går igen for parret som helhed.
7. Nedbrydningen har hvert sit enzymnavn. Anandamid hydrolyseres af fedtsyreamidhydrolase, som en gennemgang fra 2001 gør op både biokemisk og farmakologisk, og som samme gennemgang omtaler som et farmakologisk mål [3].
8. For 2-AG er monoacylglycerollipase hovedvejen. Molekylet er en glycerolester og ikke et amid, og derfor går nedbrydningen ikke gennem samme enzym som anandamids.
9. Årstallene i rækkefølge: 1992 for anandamid [1] og 1995 for 2-AG [2]. Det er den orden, gennemgangene bruger, når de to præsenteres ved siden af hinanden.

Molekylerne med navn, årstal og kilde

Anandamid og arbejdet fra 1992

Devane og kolleger beskrev i 1992 isoleringen af en bestanddel fra hjernevæv, som binder til cannabinoidreceptoren [1]. Det er den første endocannabinoid, der blev beskrevet, og den står stadig først i de fleste opstillinger. Navnet på nedbrydningsenzymet siger noget om kemien: fedtsyreamidhydrolase peger på en amidbinding, og det er den binding, enzymet hydrolyserer [3]. Så snart molekylet er frigivet, sidder bindingsstederne på celler i nærheden. Længere rækker de to kilder ikke, og det er nok værd at sige direkte. Arbejdet fra 1992 handler om isolering og binding. Ikke om andet.

2-arachidonoylglycerol, noteret i 1995

Sugiura og kolleger satte i 1995 navn på 2-arachidonoylglycerol som en mulig endogen ligand for cannabinoidreceptoren, fundet i hjernevæv [2]. Forkortelsen 2-AG bruges næsten altid i stedet for det fulde navn. Molekylet og forskningen omkring det er beskrevet detaljeret, og en del af beskrivelsen handler om kemien: 2-AG er en glycerolester. Ikke et amid. Det giver molekylet sit eget nedbrydningsenzym, monoacylglycerollipase, som står som hovedvejen. Konsekvensen står lige så nøgternt i kilderne: de to endocannabinoider kan ændre sig uafhængigt af hinanden, fordi de ikke deler nedbrydningsvej.

Efter frigivelsen: naboceller og bindingssteder

Frigivelsen er ikke slutningen, men afstanden er kort. Både anandamid og 2-AG finder deres bindingssteder tæt på: cannabinoidreceptorer på celler i nærheden. Det er den formulering, kilderne bruger om begge to, og det er en af de få oplysninger, der gælder parret som helhed frem for det ene molekyle ad gangen. Anandamid blev netop fundet ved sin binding til cannabinoidreceptoren, da det blev isoleret fra hjernevæv i 1992 [1]. Tre år efter blev 2-arachidonoylglycerol noteret som en mulig endogen ligand for samme receptor, også i hjernevæv [2]. To publikationer, to molekyler, samme receptorfamilie. Derefter tager enzymerne over, og her skilles de to spor.

To enzymnavne, ét for hvert molekyle

Anandamid hydrolyseres af fedtsyreamidhydrolase. Fowler og kolleger gjorde i 2001 enzymet op både biokemisk og farmakologisk og omtalte det som et farmakologisk mål [3]. For 2-AG hedder hovedvejen monoacylglycerollipase. Adskillelsen er ikke tilfældig: den følger af kemien, hvor 2-AG er en glycerolester og dermed hører til en anden klasse end amidet. Derfor står der to enzymnavne i litteraturen og ikke ét, og derfor kan de to endocannabinoider ændre sig uafhængigt af hinanden. Det er hele grunden til, at oversigter holder anandamid og 2-AG i hver sin post.

Glycerolester over for amid

Kemien lyder som en detalje. Den afgør alligevel noget konkret. 2-AG er en glycerolester, mens anandamid bærer en amidbinding, og det er den binding, fedtsyreamidhydrolase hydrolyserer [3]. Fordi 2-AG hører til en anden kemisk klasse, har molekylet sit eget enzym, monoacylglycerollipase, og dermed sin egen hovedvej. De to deler altså receptorfamilie, men ikke afslutning. Det er præcis den slags oplysning, der gør, at litteraturen fører dem som to poster i stedet for at samle dem i én, og det er også grunden til, at årstallene 1992 og 1995 hører til hvert sit molekyle [1][2].

• Anandamid: isoleret i 1992, fundet ved binding til cannabinoidreceptoren, hydrolyseret af fedtsyreamidhydrolase [1][3].
• 2-AG: noteret i 1995 som mulig endogen ligand i hjernevæv, glycerolester, nedbrudt ad hovedvejen gennem monoacylglycerollipase [2].
• Flere beslægtede lipider er foreslået som endocannabinoider og står fortsat under undersøgelse, mens de to første har navn, årstal og kilde.
• Cannabinoider og terpener er ord om plantens indhold. Anandamid og 2-AG står ikke på nogen etiket, for de tilsættes ingenting.
• Søgninger som cbd kapsler, hampolie kapsler og cbd olie kapsler handler om formater med planteekstrakt, ikke om kroppens egne signalstoffer.
• Hos Cibdol står de cannabinoider, der er målt i det enkelte parti, i partirapporten. Endocannabinoiderne findes et andet sted, nemlig i den publicerede litteratur.

Fire spalter om to molekyler og deres enzymer